Jeg havde æren af at være med til at afprøve Metropols nye peer-2-peer modul på bioanalytikeruddannelsen og det var sgu interessant på mange planer. Vi startede med at møde en massiv modstand og skepsis fra de studerende, men vi sluttede med en evaluering, hvor den massive skepsis var erstattet med forståelser for mulighederne -og mere en sund skepsis. Men hvorfor egentlig denne skepsis?

Om peer-2-peer
I vores peer-2-peer modul kan underviseren konstruere forskellige typer af opgaver fra åbne feedback-opgaver – hvor der er mulighed for meget subjektive vurderinger af hinandens produktioner – til lukkede retteark (rubrics) hvor der er specifikke kriterier for bedømmelsen.

Den mest intense observation jeg gjorde i forløbet, var den skepsis de studerende havde for konceptet peer2peer. “Hvordan kan jeg vide om min medstuderende ved nok til at give mig en kvalitets vurdering?” “Når jeg har brugt tid på at lave en lang rapport, så forventer jeg også en ordentlig vurdering”. Og ”hvordan ved jeg om den respons jeg giver er god nok?”

Er der kvalitet i ens medstuderendes feedback?

En af de mest ytret bekymringer er usikkerheden omkring kvaliteten i vurderingen fra medstuderende. Hvordan kan de studerende vide om ens arbejde er godt nok, hvis ikke en underviser (ekspert) validerer det? Jeg kan virkelig godt forstå bekymringen, hvis de studerende ikke er vant til at give hinanden feedback. Lidt firkantet kan man påstå, at vi har opbygget et skolesystem fra 0. klasse til slutningen af ens universitetsuddannelse, hvor underviseren stiller spørgsmål og eleven finder svaret. Først når man går i gang med en ph.d. opstår fænomenet ligeværdige peers. Derfor det naturligt hvis de studerende er blevet opdraget i den tradition, at det virker forkert at man skal bedømmes af ens sidemand.

Uddannelsesverdenen kan vinde meget ved at blive bedre til at iscenesætte fællesskaber, hvor vi træner dialog og tilbagemeldinger

James Nottingham fremhæver i sin nye bog “Styrk læringen gennem dialog”, at undervisere ikke er gode til facilitere opgaver og dialoger, hvor studerende beriger hinanden. Netop denne berigelse er bogens fokus og pointen er, at uddannelsesverdenen kan vinde meget ved at blive bedre til at iscenesætte fællesskaber, hvor vi træner dialog og tilbagemeldinger. Det er svært at sige hvornår peer2peer aktiviteter skal iscenesættes og hvem der skal bære ansvaret for dette; men på videregående uddannelser mener jeg, at det nødvendigt at der iscenesættes en kultur for ligeværdighed, hvor de studerende OGSÅ ser mening i sidemandens kompetencer.

Giver det mening at skabe større gennemsigtighed i arbejdsprocesserne?

Den anden del af bekymringen handler om usikkerhed omkring egen bedømmelse. En blandt mange faktorer i forhold til denne problemstilling er manglende synlighed, altså en gennemsigtighed i arbejdsprocesserne fra ide til produkt. I det meste af undervisningsverdenen er underviseren den eneste der hjælper og bedømmer de produktioner de studerende fremstiller, hvilket medfører at underviseren kontinuerligt udvikler sine feedbackfærdigheder. Dette kan betegnes som lukket kredsløb, hvor eleven får opgaven -> laver opgaven (måske med hjælp fra forældre eller lærer) -> afleverer opgaven. Læreren vurderer og sætter røde mærker i den -> eleven arkiverer opgaven. Hvis dette kredsløb bliver åbnet og ens sidemand kan følge med i processen, kan dette afstedkomme en gennemsigtighed, hvor der kan spares, udfordres og videndeles. Hvis så ydermere underviser stilladserer nogle interventioner, hvor eleverne tvinges ud i kontrollerede øvelser, kan de udvikle og træne deres færdigheder i at give feedback.

Skepsissen er forståelig, men den skal gerne erstattes med at peer-2-peer aktiviteter er en blandt mange greb i didaktikerens værktøjskasse.  Som jeg skriver i starten sluttede vi med en evaluering, hvor den massive skepsis var erstattet med forståelser for mulighederne. Dette skifte  vil være omdrejningspunktet i næste blogindlæg.