Amerikansk eller nordisk?

Jeg var til en stor Tech konference i Berlin i denne måned, og  der var specielt ét paradoks, jeg bed mærke i. De fleste keynote speakers var klare i spyttet. De argumenterede imod testsystemer, progressionsmonitorering og undervisning i generisk content. Men ude på standene var der fyldt med smarte nye LMS-systemer, der hurtigt kan måle, synliggøre, effektivisere og producere alskens genbrugeligt materiale. Det var skræmmende, fordi de intelligente personer på talerstolen kunne prædike nok som meget, om hvad vi har brug for af alsidige kompetencer, men maskine-lærings-skibet er sat i søen, og det virker som om, at der er vind i sejlene. 

Personlig har jeg nemt ved at blive imponeret af teknologien, der gør undervisning let og smart. Jeg glemmer nogle gange konsekvenserne af det smarte. Tag f.eks. Canvas, der buldrer derud af med gennemtænkte salgstaler og et system, der kan meget. Jeg undervurderer måske den indbyggede amerikanske logik, som gennemsyrer systemer som disse. Dette er en helt aktuel problemstilling for mange videregående uddannelser, fordi opgaver, test, prøver og andre aktiviteter bliver vurderet ud fra skalaer, og det kan man ikke bare slukke for. Problemet er, at skalaer reducere en kompleksitet, som måske ikke er ønskværdigt i mødet med de studerende. Et konkret eksempel kunne være i en peer grading opgave, hvor du får en gennemsnitsvurdering til slut. Dette kan efterfølgende resultere i, at det bliver svært at skabe en formativ dialog, fordi “slutkarakteren” har en summativ (afrundende) effekt på aktiviteten.

Når systemet skaber adfærd

Problemet er, at LMS systemer ofte gør det, de er gode til, hvilket er at registrere, dokumentere, vise og reducere data, men hvilke data vil vi gerne arbejde med? Testresultater har ofte en lukkende og afklarende kararter over sig, hvorimod samskabelsesprocesser, hvor der genereres noget i fællesskab ofte bliver uoverskuelige.  Hvis vi investerer i systemer,  der er gode på det første, kan vi strømline mange aktiviteter og understøtte en konkurrenceadfærd, fordi systemet opdrager til dette. Andre systemers ærinde er derimod at imødekomme fleksibilitet og ikke målbare data. I sådanne systemer bliver det svært at veje udbyttet af læringsaktiviteterne og dokumentere effekten.

Ud med platformen 

Skal vi bare droppe platformen? Nej, vi skal have systemer der stilladserer de arbejdsprocesser vi ønsker. F.eks. i en professionskontekst er det vigtigt, at systemets logik let kan imødekomme de processer underviseren ønsker at facilitere. Problemet er, at hvis brugergrænsefladen har en indbygget logik, der modarbejder de processer underviseren ønsker – men i stedet gør det praktisk at opbygge et målingsregime, der kan påvise progression og adfærd.

Hvis vi hopper på amerikanske supertanker som fx Canvas eller Blackboard, får vi et redskab til at kunne måle sig med andre, og vinderen kan flage på toppen – men alt dette opstår måske på bekostning af noget, der er knapt så målbart. F.eks. sygeplejersken professionelle og empatiske møde med patienten, ergoterapeutens forståelse af det hele menneske eller lærerens redskabskasse, der understøtter den udviklende dialog.

Det er ærgerligt, hvis beslutningen om et nyt LMS ikke inddrager de kritiske slutbrugere (studerende og undervisere), men i stedet bliver foretaget af velmenende it-folk, der stirrer sig blind på ønsket om dokumentation og måling.